Om at presse sit sensitive barn….

Sweatshirt fra PopUpShop (LIGE HER) // Bukser fra PopUpshop (LIGE HER) //
Sneakers fra Hummel (LIGE HER) //

 

Spejderlejr og noget om at presse sit sensitive barn

Drengene er i år begyndt til FDF/FPF, hvilket er noget de begge nyder meget.
Jeg har i et års tid forsøgt at få Lucas til at gå til det, både pga. at hans bedste ven (som er en pige) går til det og fordi jeg har hørt at det er en fritidsaktivitet som sensitive børn kan have glæde af. Men Lucas har ikke rigtig vist interesse for det, før han pludselig selv proklamerede i sommerferien at han altså ville starte til spejder.

Julius derimod går allerede til 3 fritidsaktiviteter, men nu chancen bød sig så skulle han altså ikke gå glip af noget. Så begge drengene startede til spejder efter sommerferien :0)

I weekenden skulle de på deres allerførste spejderlejr. De skulle afleveres fredag kl. 17 og hentes igen søndag kl. 11 ved kirken hvor de så havde været til gudstjeneste.
Julius var med det samme med på ideen og ville gerne med, mens Lucas han absolut ikke ville med. Jeg vidste dog at hans bedste ven skulle med, og derfor forsøgte jeg at lokke ham lidt. Kompromis’et blev at han ville være med om dagen, men altså ikke ville blive og overnatte.
I ugen optil svingede hans holdning lidt og han overvejede faktisk at blive og overnatte.

Så da vi afleverede fredag var det med oppakning til at han kunne blive og overnatte, men aftalen var stadig at han blot skulle ringe hvis han ville hjem.
De ansvarlige spejderledere var også informeret om denne beslutning, og selvom de ikke kender Lucas så godt – så besluttede jeg at jeg skulle slappe lidt af. De ville helt sikkert ringe om han ville hjem og jeg behøvede ikke sætte dem ind i hvordan han som særlig sensitiv kan være.

Sweatshirt fra PopUpShop (LIGE HER) 

 

Nu er jeg så en lortemor…

Jeg afleverer som sagt begge drenge fredag, og Lucas forsikrer mig om at han IKKE vil blive og sove. Vi aftaler at han selvfølgelig bare ringer og så henter vi ham.

Så sker der det, at vi absolut intet hører fra drengene og vi tænker bare FEDT – han er nok endt med at kunne lide det.
Lørdagen går også, og jeg får kun en enkelt SMS fra Julius om at de har det godt.
Vi er ovenud forundret over at Lucas bare har klaret den, og han bliver og sover begge dage. Vi nyder lørdagen i tosomhed, spiser brunch og hygger med venner om aftenen.

Søndag henter jeg drengene ved kirken som aftalt og de ser glade ud – lige indtil Lucas ser mig. Så bryder han sammen og siger skuffet: “Du lovede at jeg måtte ringe og at jeg kunne komme hjem og sove!”
Ej men for helvede da også (ja undskyld mit sprog), men så har spejderlederne nægtet Lucas at han skulle have lov at ringe eller at han skulle hjem. Åhh for fanden, mit hjerte bristede ikke bare en lille smule – men virkelig også af frygt for at Lucas nu ville trække sig helt fra spejder som han jo eller er blevet så glad for. Og så blev jeg lige der også en lille smule arrig over at de ikke har lyttet til ham.

 

Pas nu på offerrollen

Men faktisk har vi vendt det til at være positivt, og rost Lucas i stor stil – for hvor er det bare mega sejt at man har overvundet noget som man faktisk ikke rigtig turde. For selvom man er sensitiv og har rigtig svært ved nye ting, så er man også bare nødt til nogle gange at blive presset lidt.

Man skal nemlig passe på, at man ikke pakker sit barn ind i vat – og det ved jeg vi nok alle sammen har svært ved. Men når man så har et særlig sensitivt barn, så er det virkelig svært. Jeg ved at den mindste lille uoverensstemmelse kan fører Lucas ind i et negativt mønster, og derfor har jeg nok også tendens til at forsøge at hjælpe ham igennem alt på en ikke altid konstruktiv måde.

Men som forældre til et særlig sensitivt barn, er det også vores fornemmeste opgave at presse ham ud i oplevelser som vi mener vil være gode for ham.
Det er på INGEN måde nemt, det er faktisk rigtig rigtig svært. Men så længe vi som forældre viser ham at det er ok, og hviler i os selv og giver ham styrken til at opleve selvom det stritter imod alt hvad han selv fornemmer, så er det faktisk ok – og måske også ligefrem nødvendigt for hans trivsel.

Og faktisk har det vist sig at det kun var meget kortvarigt at han var virkelig sur over det og skuffet. Vi har snakket rigtig meget om det, men også overbevist ham om at det har været helt ok.
Jeg er så mega stolt af ham, og han er ikke faldet tilbage i et negativt mønster – tværtimod.

Som forældre til et særlig sensitivt barn, kan jeg ikke sige nok at det at være så sensitiv som Lucas er, er et kæmpe plus.
Det er IKKE en sygdom at være sensitiv. Særlig sensitiv er ikke noget man HAR, men noget man ER. Det er IKKE en diagnose!

Det vigtigste for ethvert barn er at få lov til at være den man er og blive respekteret for den man er.
– og det er hvadend man er særlig sensitiv eller ej.

Jeg vil hverken lade mit barn få en offerrolle pga. hans særlig sensitivitet, og jeg vil heller ikke ende med at være en projektforældre som dyrker dette på et sådan plan at det ikke er sundt for hverken ham eller mig.
At forstå hans sensitivitet må jeg dog indrømme har gjort vores hverdag meget nemmere, og derfor skriver jeg også fra tid til anden om det her på bloggen.

Jeg håber også at vores erfaringer og små tips til at håndtere det sensitive barn, måske også kan hjælpe nogle af jer derude med sensitive børn, som måske ikke er nået lige så langt i forløbet som vi er.
I er altid velkomne til at stille spørgsmål 🙂

 

Indlægget indeholder affiliate links