Skilsmissejul / Sådan holder vi jul i år - 2020

Efterskole midt i corona-tid

Efterskole og coronaJulius går i år på Vejstrup Efterskole

Som du måske ved, så er jeg mor til et barn på efterskole.
Julius på 16 år, er lige nu igang med sit andet år på efterskole. Sidste år var han elev på Gymnastikefterskolen Stevns og i år går han på Vejstrup efterskole.

Den sidste tid, her midt i corona, har jeg fået en del bemærkninger og henvendelser omkring hvorvidt vi synes det har været det værd, at have et barn på efterskole. 2 år på efterskole, med de økonomiske konsekvenser og så endda 2 år som begge bliver påvirket af corona restriktioner. Det vil jeg rigtig gerne sætte et par ord på.

Efterskole og coronaGymnastikefterskolen Stevns årgang 19/20 – Billede lånt fra Gymnastikefterskolen Stevns Instagram

Hvad koster det at være på efterskole?

Først og fremmest er jeg nødt til at gå lidt i dybden med hvad det egentlig koster at have et barn på efterskole. Den første holdning jeg støder på, er nemlig ofte: “Pyha er det ikke dyrt at have sit barn på efterskole”?

Et typisk efterskoleophold har en varighed af 42 fulde skoleuger. Det er altså et helt skoleår.
I vores tilfælde har vi valgt at vores drenge får et efterskoleophold både i 9. og i 10. klasse. Planen er nemlig også at Lucas skal gå på efterskole i 2 år.

Et år på efterskole koster ca. 105.000 kr. (2.500 pr. uge) +/-. Nogle efterskoler er lidt dyrere og andre lidt billigere.
Dog er prisen du som forældre skal betale, langt mindre. Det skyldes at der gives tilskud fra staten. Tilskuddet gives ud fra husstandens indkomst. Jo lavere din indkomst er, jo højere tilskud.

Pr. uge kan man modtage støtte fra 630-1.308 kr.

Begge år vi har haft Julius på efterskole har vores egen betaling været ca. 55.000 kr.
Det svarer ca. til hvad vi hvert år brugte på at rejse til Thailand på ferie….

Efterskole og coronaJulius under introugen på Vejstrup efterskole – Billede er lånt fra Vejstrup’s instagram

Efterskole midt i corona – Er det, det værd?

Til spørgsmålet om, hvorvidt det er pengene værd at have haft sit barn på efterskole midt i coronatid.
For at være ærlig, så priser jeg mig faktisk lykkelig for, at mit unge menneske netop har været afsted i denne her tid.
Hvorfor?
Er han ikke gået glip af SÅ mange oplevelser?
Har/og får de overhovedet det med de skal af et efterskoleophold?

Lad mig forklare.

Et efterskoleophold er et år for livet. Et helt unikt år, som du aldrig får igen.
Både drengenes far og jeg har begge gået på efterskole.
Det vilde ved det er, at uanset hvordan et efterskole år bliver – så er det altid helt unikt.

Man kan prøve at forberede sig på hvor unikt og hvor enestående det vil blive. Men når alt kommer til alt, så er der ingen der ved hvordan det vil blive. Heller ikke personalet, lærerne, forstanderen og alle de medarbejdere der er rundt om sådan et ophold.
Sådan et år, bliver præcist som det skal være uanset hvilke udfordringer der så end måtte opstå.

De unge lærer i dén grad noget om livet, og faktisk tror jeg de her 2 corona årgange har lært mere om livet end vi lige var forberedt på. De står (næsten) på egne ben.

Efterskole og coronaFørste opvisning i Farum Arena med Gymnastikefterskolen Stevns i Dec. 2019 inden corona tog fat.
Billede er lånt fra Gymnastikefterskolen Stevns instagram.

Efterskole og corona restriktioner

Julius var rigtig hårdt ramt i sidste skoleår på Gymnastikefterskolen Stevns. Det kræver sit helt eget indlæg, som jeg også har på tegnebrættet. Men han var faktisk dømt ude i noget der ligner 5 måneder af skoleårets ca. 10 måneder.
Først med kyssesyge og derefter med hjemsendelse pga. corona restriktioner. Han fik bare slet ikke det efterskoleår som han havde forberedt, glædet sig til og håbet på.

I år på Vejstrup, har han indtil nu været noget mere forskånet. Men der er stadig mange traumer fra sidste år.
Traumer som primært skyldes corona restriktionerne, og den uvished det var for de unge mennesker der blev sendt hjem i så lang tid. Det har faktisk været hårdere for dem, end man måske lige regner med.

Nu er de så hjemsendt igen, og lige nu for 2 uger frem til og med d. 17. januar. Jeg behøver nok ikke at skrive hvordan vi krydser fingre for, at de får lov at komme tilbage d. 17 og det ikke bliver forlænget yderligere. Julius er rædselsslagen og frygter at det udsættes endnu engang, men vi forsøger at bevare positiviteten.

De går højest sandsynligt igen i år glip af de mange gymnastikopvisninger, måske også deres ski-tur ligesom vi som forældre stort set ikke kan deltage andet end online i skolens arrangementer.

Forældremøde med Vejstrup på ren corona-style.
Eleverne sidder i deres primære grupper og forældrene er med online.

Efterskole = Fællesskab

Men det helt unikke ved efterskolerne, det er fællesskabet. For uanset hvad, så er de unge på efterskole dem med de største muligheder for sociale relationer. De lever forholdsvis isoleret og har stadig deres venner omkring sig. De har stadig deres sport de kan dyrke.
Ja, der er rigtig mange restriktioner på efterskolerne og meget de ikke må. Men der er også meget de godt må. Jeg priser mig lykkelig for, at mit barn, netop er på efterskole i de her år. Fordi jeg er så overbevist om, at som ungt menneske så er det faktisk det bedste sted at være lige nu.

Efterskole og coronaDGI byen København. Corona opvisning med Vejstrup i November 2020.
Istedet for én stor opvisning, blev det 3 mindre så alle forældre fik set den.
Vi var max. 200 tilskuere og overholdt alle corona restriktioner.

Efter efterskolen – Hvad så?

Jeg kunne slet ikke forestille mig hvor svært det ville have været for Julius, hvis han var kommet hjem i sommer for at starte på gymnasiet eller lignende. Mit sociale unge menneske, komme hjem til nedlukning af samfundet, online undervisning og uden mulighed for at dyrke sin sport eller se sine venner. Og netop derfor, så overvejer vi faktisk om Julius skal have endnu et år på efterskole. Han har pladsen, og den holder vi åben så længe vi kan. Det bliver så muligvis på en tredje og helt ny efterskole.

Så derfor er mit råd til jer der skal have jeres børn på efterskole i det kommende år. Du skal ikke være nervøs for om dit barn går glip af noget. Det gør de helt sikkert, men værdien af det de får er stadig tårnhøj og helt unik. Mere end nogensinde har efterskolerne noget, som giver de unge mennesker noget helt unikt – og som kun en efterskole kan.

Hvis du har spørgsmål til det at have sit barn på efterskole, så stil dem endelig i kommentar feltet.

1 kommentar

  • Har kun haft vores datter på efterskole en måned. Hun startede først i november, men hun er allerede vokset meget på det menneskelige plan. De lærer utroligt meget af at være sammen med så mange, og meget forskellige, jævnaldrende. Lærer meget ved, at alle ikke er magen til dem. Eller kommer fra byer og familier magen til egen. Bliver meget rummelige! For fællesskab og samarbejde er vejen frem til det bedste miljø og de bedste oplevelser. :-)Og lærerne er helt i top, og viser veje og muligheder, som vores datter aldrig har kendt til! Vi krydser arme og ben for, at restriktionerne ikke forlænges. Hverdag pr. 17. jan. tak. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skilsmissejul / Sådan holder vi jul i år - 2020