Livets op- og nedture…..

Stilheden har i den grad fundet ind her på bloggen, og det var på ingen måde meningen. Ofte så har jeg store planer for indlæggene, som bare ligger og venter på at blive skrevet.
Sagen er bare den, at vi lige pt. har en masse uventede begivenheder der pludselig trænger sig på. Og her taler vi altså begivenheder af den virkelig kedelige slags.
På ganske kort tid, har vi oplevet 3 dødsfald i forholdvis nær omgangskreds. Hver gang kommer det tættere og tættere på, og nu tænker jeg det gerne må stoppe. Som i lige nu!!!

Når døden kommer tættere og tættere på….

Jeg har siden min søster døde haft et forholdsvis naturligt forhold til døden. Kender jeg den afdøde eller har jeg på nogen måde været knyttet til personen, så forsøger jeg så vidt muligt også at deltage i begravelse/bisættelse. Ikke fordi jeg på nogen måde synes det er det fedeste at gå til en sådan, men simpelthen for at vise respekt for afdøde og ikke mindst omsorg for de efterladte. Dét husker jeg stadig SÅ tydeligt, betød så meget da jeg selv stod med min egen søster i kisten knust af sorg udover alle grænser.
Men der er vitterlig også grænser for hvor meget ens sind kan rumme, og jeg er bare ramt lige pt. af den sorg jeg oplever i nærmeste omgangskreds.

Søndag morgen, blev vi vækket af vores familie i USA som ringede. For dem var det midt om natten, så med det samme vidste vi at noget var helt galt.
Så selvom det er afsindig langt væk, så kom døden også bare med et snuptag endnu tættere på. Alt lige nu, går op i praktik. Ansøgning om ESTA, så jeg kan rejse med Hr. Mand over Atlanten. Pasning af ungerne – og hundene. Bestilling af flybilletter, som jo for fanden aldrig er det største hit så tæt på (= pisse dyrt). Kan jeg overhovedet komme med? Er det nemmere at Hr. mand bare tager alene afsted. Uanset hvad, så gør vi alt vi kan for, at vi begge kan komme afsted og få sagt det sidste farvel og være der for dem der har allermest brug for os lige nu.

Så BUM pludselig er det som om, der er en der vinker med en vognstang om, at jeg for fanden skal huske at leve mens jeg gør det. At alt jeg gør skal jeg gøre med den gode følelse i maven, og føles det ikke rigtigt, så skal jeg lade værre. Lyt for fanden til den følelse i maven om hvad der er rigtigt for lige præcis dig. For vi ved bare aldrig hvornår det hele er slut. Livet er så værdifuldt og bør leves fuldt ud.

Jeg tror jeg har forstået det nu <3