Sankt Hans – billede spam

Sankt Hans er bare sådan en dejlig dag, og selvom det er svært at nyde sankt hans bålet sådan for alvor når man har børn, så er der bare noget helt magisk over den dag i vores familie.
– Hvem er det lige der har bestemt at Sankt Hans SKAL være d. 23. juni, sådan at det oftere er en hverdag end en fredag/lørdag?

 

Traditionsrig Sankt Hans

Nå, men vi fejrer altid Sankt Hans med min svigerfamilie (aka drengenes farmor og farfar)
Traditionerne går langt tilbage og faktisk fra før jeg overhovedet var en del af familien. Jeg elsker det.

En af traditionerne, er menuen :0) Vi spiser altid stegte ål til Sankt Hans.
Spørg mig ikke hvorfor, men det gør vi altså bare. Som I kan se så elsker drengene stegte ål :0)

Jeg derimod, har aldrig rigtig lært det med de ål der, så min søde svigermor laver et alternativ til mig.

Der er pyntet op med små hekse rundt omkring i mine svigerforældres lejlighed

Desserten er også, traditionen tro, danske jordbær

Lucas hygger med farbror Christer <3 (Og JA det hedder han :0) )
Mine svigerforældres skønne udsigt fra 6. sal i deres lejlighed ud til Isefjorden.

Lucas og kusine Victoria på vej til bål i Strandparken i Holbæk, sammen med Farmor <3

Æv – bålet er endnu ikke tændt. Kom nu søde rare folk der planlægger Sankt Hans i Strandparken.
Kan vi ikke nok få et børnebål næste år, som tændes lidt tidligere?

Heldigvis en god legeplads i nærheden, vi kunne hygge os på mens vi venter

Men nej – tilbage igen og stadig ingen bål :0(

Heldigvis når vi da lige at se lidt ild i bålet fra taget af Farmor og farfars lejlighed inden vi er for trætte og må hjem i seng.
Det er jo altså en helt almindelig skoledag i morgen. ÆV!

 

Og til dem der undrer sig over at Julius ikke var med i Strandparken, så er svaret såmænd at pre-teenageren blot var sur. Han var skam med, men surmulede og spillede sær.
På legepladsen, så han bl.a. sådan ud:

Julius var kravlet herop under hele seancen på legepladsen og N-Æ-G-T-E-D-E at lege eller komme ned og være sammen med os andre :0)
Så vores idylliske verden er bare ret ofte en illusion, for jeg vil æde min gamle hat på at vi bloggere er præcis ligeså almindelige og med lige så mærkelige og umulige børn som alle andre. Men hvem gider at vise det frem?

Andre der frygter når de sådan for alvor er teenagere?