Tusind tusind tak for alle jeres kommentarer til mit indlæg om at rejse uden børn.
Jeg
Se næste indlæg >
At rejse uden børn – Del 3
Rejser· Pernille
Så er vores rejse uden børn overstået, og jeg kan endelig fortælle jer lidt om vores rejse.
Fra de allerførste kommentarer begyndte at tikke ind på mit første indlæg om at rejse uden børn, har jeg sådan glædet mig til at fortælle jer historien og sætte det hele lidt i perspektiv.
Det hele er nemlig ikke så sort/hvidt som jeg kan fornemme at mange forestiller sig ;0)
Der er altid en historie bag alle beslutninger, og det er der bestemt også i vores og i hvorfor vi valgte at rejse uden vores børn denne gang.
De faste læsere her på bloggen vil vide at sygdommen kræft har været tæt inde på livet af mig og faktisk har været det flere gange. Vores rejse i denne omgang har desværre også knyttet til den frygtelige sygdom.
Hvor har vi så været henne?
Vi fløj til Chicago i USA, hvor vi havde lejet en bil og kørt i 4-5 timer for at nå til en mindre by der hedder Ypsilanti i Michigan.
Her bor 2 meget betydningsfulde mennesker, som har været en stor del af min mands liv i mange år – faktisk siden han som 16-årig var udvekslingsstudent i USA og boede hos de to.
De fik et helt specielt og meget nært forhold, som faktisk medførte at min mand endte med at blive hos dem efter endt high school ophold. De 2 har aldrig selv fået børn og de betragter min mand som deres søn.
Det er svært at beskrive helt hvor meget disse to betyder for både min mand og jeg, men det er en hel del <3
Vi har sidst set dem for 4 år siden, hvor vi sidst besøgte dem og før det var de med til vores bryllup for 6 år siden.
Hver 14. dag taler vi sammen med dem i telefonen, så selvom vi ikke ses har vi en tæt kontakt med dem.
For 4 år siden skete der det forfærdelige at den ene fik konstateret uhelbredelig kræft :0( Vi sagde derfor farvel for 4 år siden, da vi troede det var sidste gang vi sås. Men han er her stadig, og det er et mirakel.
Vi tog derfor beslutningen at skulle vi ses igen, så SKULLE det være nu. Af respekt for det min mand og de havde sammen engang, tog vi derhen udelukkende for at være sammen med dem og gøre ting som er i hans ånd og det han ønskede vi gjorde sammen. Det er med al ære og respekt måske (og det håber jeg virkelig er et måske) mandens sidste tid.
Så vi gjorde det udelukkende af kærlighed til ham <3
Jeg håber virkelig at det kan sætte tingene lidt i perspektiv !
Livet er kostbart og vi må nyde hvert sekund.
Grunden til at jeg ikke har kunne fortælle jer hvad vi skulle og hvorfor, er faktisk den simple grund at det kun var den ene af dem der vidste at vi kom. Den anden havde fødselsdag den dag vi ankom og havde ikke den fjerneste ide om at vi kom (håber vi ihvertfald).
Jeg skal nok de kommende uger fortælle jer alt om hvad vi lavede i USA og glæder mig rigtig meget til det.
Men lige nu er vi ankommet til DK igen og skal bare nyde drengene og at vi er hjemme hos dem igen ;0)
I kan læse de tidligere indlæg jeg har skrevet om at rejse uden børn lige her:
Sikke en fantastisk ting/tur.
Jeg har først nu læst at i skulle rejse uden børn 🙂 og har ikke læst alle kommentarerne, men tænker at sådan et emne iden grad kan skille vandene.
Jeg har ikke selv rejst uden mine børn (jo en weekend til Malmø). Men nu hvor vi har fået nr 2 kan jeg godt mærke at lyste til en lille kæreste-tur ville være dejligt. Og nej det handler som du skriver ikke om et forhold i krise eller andet i den dur. For mig handler det udelukket om lysten til at være sammen med min mand og så få styret shoppelysten lidt. Vi rejser meget med vores børn og elsker det, men det er 2 forskellige oplevelser og har man (indimellem) mulighed for begge dele ville jeg klart gøre det. Ej forstås på dem måde at jeg ville vælge “mig-tur” frem for familie-tur.
Og en helt anden ting, jeg selv huske fra barn, er ferierne med mon onkel og olderne. 2 gange om året var jeg i sommerhus med dem, og det var lykken. Så tænker at vores børn også får fantastiske oplevelser og knytter tætte bånd ved at holde ferie/weekend med andre end mor og far.
Og så lige en masse kram og tanker til jer og “familien”