Nyhed - Cost:Bart undertøj str. 8-16 år

Om at finde sig selv igen….

stress

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg igennem det sidste år har forsøgt at finde ind til glæden ved at blogge igen. Og måske endda endnu mere inden for det sidste halve år.
Sagen er den at jeg også som tidligere nævnt, synes at hele blogsfæren måske i virkeligheden har rykket langt væk fra hvad jeg oprindeligt forbandt med at blogge. Jeg gjorde det fordi jeg oprigtig havde noget på hjerte.
Ikke at jeg påstår eller tror at andre bloggere ikke gør det samme. Selvfølgelig gør de det og måske er det såmænd ikke blogverdenen der har ændret sig det store – måske er det i virkeligheden mig og hvad jeg har lyst til at dele der har rykket sig. Eller måske er det min egen tvivlen på, at det jeg rent faktisk kan bidrage med er noget der gør en forskel for nogle? At JEG kan skrive noget som andre kan og vil læse.

Det har bestemt nok heller ikke hjulpet meget på sagen, at jeg i foråret var ved at knække helt sammen af stress. Måske var jeg tættere på end jeg egentlig selv har og vil indse, men sagen er den, at det faktisk har været en kamp for mig at få hver dag til at fungere siden. Selv i dag, kan jeg se, at jeg stadig har nogle eftervirkninger og ting tager bare længere tid for mig end de gjorde før, ligesom jeg har svært ved at huske og jeg derfor glemmer rigtig mange ting. Det smutter simpelthen bare fra min hukommelse.

Men tilbage til det med glæden ved at blogge, så gjorde min stress, at jeg for at holde hovedet ovenvande måtte bryde min dag ned i bidder. Kunne jeg mærke, at der var noget som trak mig i den forkerte retning, så var jeg benhård til at mærke efter helt ned i maven om alt jeg beskæftigede mig med gav mening.
På en eller anden måde, så blev bloggen den sidste faktor i den ligning. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, men ganske enkelt fordi jeg ikke helt følte jeg havde noget at bidrage med.

Der er kommet så mange dygtige bloggere til siden jeg startede min lille blog her. Mange lever idag af at blogge, og de er pisse seje og ikke mindst hamrende dygtige. Jeg følger selv dagligt med hos mange af dem og jeg elsker det.
Men for mig som deltidsblogger, en blogger der ren og skær blogger om noget fordi jeg har noget jeg brænder for (ikke fordi fuldtidsbloggerne ikke har det), der må jeg tilstå, at jeg har haft svært ved at finde min niche i alt det her. Og her er det så nok, at jeg er blevet forblændet af at dreje det hele til hvad jeg troede var interessant, hvad I som læsere gad at læse. En sted hen ad vejen, så tror jeg faktisk det endte med at tage motivationen fra mig for pludselig bloggede jeg af pligt.

Bloggen her startede ud som en blog om børnetøj. Det var mit liv og jeg brændte så meget for mit arbejde og min karriere, at den blev så stor en del af mig at jeg måske i virkeligheden tabte mig selv hen ad vejen. For hvem var Pernille egentlig ved siden af alt det?
Mit arbejde og en stor del af min dagligdag er stadigvæk børnetøj, men jeg har lært at skelne meget bedre mellem privatliv og karriere/job. Det har jeg også været tvunget til qua stress.

Det sidste halve år, har jeg skulle finde mig selv igen og det samtidig med at en stor del af min identitet var blevet børn og børnetøj. Mine egne børn er blevet store, og min egen dagligdag går slet ikke så meget op i børn mere som den gjorde for bare 2 år siden.
Det er en forunderlige proces at se sine børn pludselig være mere “voksne” og jeg elsker hvert et sekund med dem. Men pludselig skal jeg genfinde mig selv, for i den periode hvor børnene er små der kan det nok ikke helt undgås at meget kommer til at dreje sig om det. Enhver mor (ja måske endda far) vil kunne forstå tror jeg?
Jeg har nok også inderst inde stadig haft en lille drøm om at det med at få børn ikke var helt slut, for jeg var ikke klar til at være hende den “ældre” med store børn. Jeg har haft brændende lyst til at få flere og nok ikke helt indset at det skulle vi altså ikke.

Sponsorater og betaling

En af de ting jeg personligt kan mærke har dræbt lidt af min lyst til bloggeriet, har været hele snakken omkring hvorvidt vi bloggere gør det pga. sponsorater, gratis gaver og lign. Hele mistænkeliggørelsen, som jeg også kan mærke har forvirret læserne har bare fået mig til at trække følehornene til mig.
Nu har jeg aldrig været den der har haft super mange tilbud om sponsorerede indlæg eller deltagelse i events. Men alligevel er jeg ofte blevet mødt med spørgsmål som: “Hvem har sponsoreret din skiferie?”, “Anbefaler du den flyverdragt fordi du selv har fået en til dit barn” og lign.
Hvad skete der med at jeg som blogger må blogge om lige det JEG har lyst til? Hvad sker der for at nogle bloggere føler sig nødsaget til at skrive: “NEJ dette indlæg er ikke sponsoreret, bla bla bla……” Undskyld, men det burde altså ikke være nødvendigt, for var noget sponsoreret så skal bloggeren altså angive det.

Misforstå mig ikke, jeg synes det er ganske som det skal være med angivelser af reklame i indlæg. Det har jeg altid gjort en stor ære ud at være tydelig med, men det er hele mistænkeliggørelsen der på en måde har dræbt motivationen for mig. Hvis jeg har lyst til at anbefale og dermed linke til noget herinde, så vil jeg gøre det uden nødvendigvis at tænke at jeg bør få noget for det eller at jeg ikke linker med mindre jeg kan få affiliate ind over.
Husk, hvis noget er sponsoreret eller på nogen måde betalt så SKAL bloggeren angive det som reklame. Dette også hvis der er den mindste for for interesse for bloggeren i at linke og det er grunden til at der i rigtig mange af mine indlæg står “Indeholder Reklame”. Jeg linker nemlig rigtig ofte til min arbejdsplads og det er jo en form for interesse for mig.

Jeg kan kun takke mig selv for, at jeg er endt der hvor jeg er. For det er mig selv der pludselig har fået det til at fylde så meget i mit hoved.

Derfor har jeg taget en beslutning. Jeg kommer ikke til at stoppe med at blogge endnu, men jeg kommer til at blogge når JEG har lyst og når JEG har noget på hjertet. Ikke fordi der er nogen der definere at på en blog skal man have et dagligt indlæg, eller fordi jeg får betaling for det. Ganske enkelt fordi jeg har lyst til at dele noget og jeg kommer også til at dele og anbefale ting som jeg på ingen måde har nogen økonomisk interesse i at dele, men fordi det fylder hos mig.
Og jeg lover jer, at alt der kan have økonomisk betydning for mig vil være angivet som reklame. Men det er stadig indenfor mine egne rammer og hvad jeg kan stå inde for. I den forbindelse kan jeg anbefale et smut forbi denne skønne blogger, som beskriver det så fint LIGE HER. Jeg tror oprigtigt på, at vi bloggere hver og én overvejer virkelig nøje hvad vi vælger at skrive om – også selvom vi skulle få tilbudt penge for et indlæg.

Jeg er ikke parat til at ligge det hele på hylden endnu, men jeg kommer til at gøre det i mit eget tempo. Jeg kommer til at tage imod input med kyshånd og jeg tror på, at der er plads til os alle sammen i den her blogsfære hvadend man er fuldtidsblogger, deltidsblogger og hvor tit man så end poster indlæg. Jeg skal bare lige finde mig selv igen – og finde min egen lille lomme herinde ;0)

Jeg håber sådan at I stadig vil følge med og velkommen tilbage her på domænet efter 4 ugers stilstand ;0)

2 kommentarer

  • rigtig spænende tanker.
    Personligt syntes jeg ikke der er megen grund til at skrive hvis man ikke har noget på hjertet.
    Må desværre sige at jeg også er blevet noget mistænkelig over for skjult reklame, ikke bare på blogs. Samtidig så håber jeg at indslag der ikke er mærket som reklame kommer fra hjertet, og er skrevet efter man selv har købt produktet. Selv kunne jeg aldrig finde på ikke tydeligt informere om sponsoring eller ligne betaling, forhåbentlig er de fleste mennesker sådan.
    Godt du bliver ved med at skrive på dine vilkår.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Aarre Dalsgaard

    Juhuu for dig!
    Jeg er personligt fløjtende ligeglad med reklame eller ej og deltagelse i hejs for bloggere….altså vil gerne læse om det 😉 men er ikke misundelig.
    Mon ikke det altsammen bunder i den grimme Jantelov, når du får an- og be-klagende respons. Og det skal du sgu bare lukke ørerne for, selvom det kan være svært. Der vil ALTId være smålige mennesker.
    Du skal i stedet tænke på dem, der ikke lige umiddelbart ytrer sig i kommentatfeltet, jeg tror, at vi er mange…som er ligeglade 😀
    PS glæder mig meget til, at du har/får overskud, til det næste afsnit af jeres personlige historie <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyhed - Cost:Bart undertøj str. 8-16 år