Spar 30% på Mini A Ture m.fl.

Vores historie – Del 12 // Når det man frygter sker…

Fortsættelse fra: Vores historie – Del 11 // Vores første lejlighed
 
Vi har investeret i vores aller første fælles bolig – en ejerlejlighed i Roskilde. Mens vi flytter ind, rejser min kræftsyge søster på ferie med hendes lille familie.
Til daglig læser jeg til markedsføringsøkonom i Roskilde, arbejder lidt ved siden af på McDonald’s og Kasper er restaurantchef på McDonald’s i Kalundborg.
 
 

Vores historie – Del 12

Vi er stille og roligt kommet på plads i vores nye lejlighed, og jeg husker tydeligt hvor meget jeg glædede mig til min søsters besøg. De kommer på besøg ganske kort tid efter deres ferie og allerede her er det begyndt at gå ned ad bakke igen.
De har haft en fantastisk ferie sammen, hendes mand, hende og deres lille søn på blot 4 år. Deres postkort er ikke nået frem da de besøger os og vi undrer os over hvordan det kan tage så lang tid.

Det er juni måned 2001 – og nu går det for alvor stærkt og min hukommelse omkring præcis hvad der skete i den her måned er utrolig svag.
Min søster blev indlagt ganske kort tid efter deres hjemkomst, og jeg husker det som om at hun faktisk var indlagt det meste af den sommer. Det gode ved det var at jeg nu ikke havde så langt ind til Rigshospitalet, da jeg nu boede i Roskilde.
Hendes postkort når frem sidst i juni måned, og aldrig har jeg været så lykkelig over at modtage sådan et :0)

Vores historie - Del 12

Billeder af vores lille hyggelige lejlighed i Roskilde og postkortet fra min elskede søster.
 

Jeg husker også hvordan døden bankede på flere gange – og gang på gang snød min søster den satan!
Min far advarede mig, at nu skulle jeg have telefonen på mig dag og nat – vi frygtede det værste. Så snart nogle fra min nærmeste familie ringede, sad mit hjerte oppe i halsen på mig.

I starten af Juli måned så det virkelig skidt ud, og vi blev alle ringet ind til Rigshospitalet – og jeg kunne ikke tro på det. Min søster lå helt svag og var tilkoblet en lungemaskine, for hun havde svært ved selv at trække vejret. Jeg græd og græd og nægtede at tro på at tiden var inde.
Det var fredag og vi havde planlagt at vi skulle til Housewarming hos vores nærmeste vennepar. Jeg sad der hele dagen hos hende og pludselig om aftenen livede hun op. Som ud af det blå – og hun var bare frisk.
Hun havde gudhjælpemig snydt døden én gang til og tikkede og bad mig om ikke at blive hjemme fra den housewarming. Jeg skulle afsted mente hun, og hun skulle nok være frisk igen i morgen – og måske kunne hun endda komme med hjem mandag.

Så jeg tog af sted – glemte alt om kræft, død og alt muligt andet.
Jeg endte med at blive så æskestiv at jeg dagen efter, om lørdagen – ikke ænsede at min tlf. kimede og kimede.
Det var min far, og da jeg endelig vågnede op så fik jeg et chok over alle de ubesvarede opkald og fik straks dårlig samvittighed. Hvad nu hvis min søster alligevel ikke havde klaret den? Og så lå jeg bare her med giga tømmermænd.
Heldigvis var det min far, der blot ville fortælle at min søster havde det bedre end nogensinde. Alt så, så fantastisk ud og hun havde endda været koblet fra lungemaskinen og kunne nu selv trække vejret og havde spist jordbær.
Gud hvor var jeg lettet. IGEN!

Både min far og min søsters mand mente at vi ikke skulle komme ind til hende der om lørdagen, for alt var virkelig så fint og hun havde det bedre end nogensinde.
Så vi besluttede at hygge os med en lille gruppe venner den aften, meget stille og roligt.

Søndag morgen, ringer min tlf. igen. Nu er den for alvor gal og min far græder i telefonen. Vi skal skynde os ind på Rigshospitalet, hvis vi vil nå at sige farvel.
Jeg går i chok – hun havde det jo lige så godt? HVORFOR?
Vi farer derind og jeg græder hele vejen – shit hvor jeg bare håber vi når det.

Det gør vi – heldigvis. Min søster ligger igen koblet til den dumme lungemaskine og er skiftevis ved bevidsthed og helt væk. Vi er mange inde på den lille stue – som er blevet enkeltmands fordi hun er så skidt. Alle lægerne fortæller os at nu er det nu – og vi sidder bare samlet her i sorg og håber et mirakel indtræffer.
Hendes aller nærmeste familie er der inkl. hendes lille søn, samt hendes 2 bedste veninder.
Tiden går med at vi skiftevis har kontakt med hende, vi græder og samtidig forsøger vi at være der for hendes lille søn. Han er med i det hele, og ingenting har på noget tidspunkt været skjult for ham.
Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget lignende – for fanden hvor er det bare noget af det værste jeg nogensinde har oplevet.

En hel dag går og pludselig begynder min søster selv at kunne kontrollere hendes vejrtrækning. Lægerne siger nu at vi kan tage det roligt og at de mener hun er her igen i morgen. Vi bør give hende ro nu, og de forsikrer os om at de er 99% sikre på at hun kan kobles fra lungemaskinen i morgen. Måske har hun endnu engang snydt døden.
Det er svært at forstå. Jeg kan godt se hun har det bedre, men for pokker jeg har aldrig set min søster så skidt.

Vi har siddet der hele dagen og mine forældre beslutter at kører hjem. Det samme gør vi – Kasper og jeg, samt min storebror.
Vi siger farvel og min søster er ved bevidsthed. Jeg fortæller at jeg elsker hende og hun svarer at jeg skal love at det vil jeg altid gøre. ALTID siger jeg.
Tilbage er hendes mand, hendes lille søn og hendes 2 veninder. De vil ikke køre fra hende og bliver og tager nattetjansen.

Kl. 21.30 ca. er vi hjemme i vores lille lejlighed i Roskilde.
Vi har siddet ved min søster siden kl. 11 ca. og frem til 21 hvor vi kører hjem.
Jeg er sindsyg træt, og alligevel kan jeg bare ikke sove. Jeg er i tvivl om det var rigtigt at køre hjem? Var det ok at jeg bare havde forladt hende? Skulle jeg være blevet?

Jeg er ret sikker på at hun er her i morgen, og så alligevel ikke. Jeg er sindsyg bange for at miste hende og jeg sætter mig til at se på billeder. Billeder fra min barndom. Billeder af hende og alt vi har oplevet sammen.
Jeg mærker en sindsyg varme som jeg sidder der – virkelig svært at beskrive, men det er som om der er en der kommer og krammer mig som jeg sidder der.
Mine tårer begynder at trille og i det sekund, kl. 22 ringer telefonen…..

Det er min søsters mand…….
Han græder og fortæller at min søster ikke er her mere………..

D. 8. Juli 2001 – Det jeg har frygtet de sidste år er sket, min søster har fået fred 33 år gammel

 

Fortsættelse følge…….

 

Find alle de tidligere afsnit LIGE HER
 
Sidste 3 afsnit finder du her:
9: Vores historie – Del 9
10: Vores historie – Del 10
11: Vores historie – Del 11

– og husk også:
Vores historie – Bonusinfo
 
 
   

9 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spar 30% på Mini A Ture m.fl.