Get the look - Julius #4 // Petit by Sofie Schnoor + D-xel

Vores historie – Del 9 // At leve med kræft tæt på

Fortsat fra Vores historie – Del 8 // Den største og værste frygt
 

Min elskede søster har netop fået konstateret kræft uden de store chancer for overlevelse. Jeg står foran sidste skoledag på handelsskolen, hvor jeg i år bliver student og derfor skal til en masse afsluttende eksamener.

Min verden er på den ene side en stor sorg og på den anden side en stor fest.

 

Vores historie ? Del 9

Hele min verden er styrtet sammen med nyheden om min søsters livstruende sygdom, og samtidig står jeg foran mit livs største fest i forbindelse med at jeg bliver handelsstudent. Kombinationen er uden tvivl rigtig svær og jeg har mine kampe. Primært holder jeg dem dog for mig selv, indtil jeg som regel altid til en fest bryder sammen og tuder. Ingen tvivl om at jeg nok skal feste igennem med mine klassekammerater, men de ved også at jeg sidst på aftenen som regel altid bryder grædende sammen.
Jeg har de mest fantastiske venner, for de er der bare. De stiller ikke de helt store spørgsmål og er der egentlig bare i det sekund jeg har brug for dem. De ved det sker og efterhånden så joker vi også lidt med det.

Det er også i denne tid at Kasper og jeg faktisk finder sammen igen. Jeg skal være helt ærlig at indrømme at jeg faktisk ikke ved 100% hvordan det sker. Egentlig tror jeg det er fordi vi langsomt bare nærmer os hinanden igen, fordi vi simpelthen ikke kan lade værre.
Mine venner er forstående og sætter ikke de store spørgsmålstegn ved at vores forhold genoptages ? eller også er det bare fordi jeg ikke bemærker det.

Hele den her periode er faktisk ret tåget for mig og svær at huske – det kan sagtens også være at nogle af månederne er mixet op her. I det hele taget er det svært for mig at genskabe 100%. Både pga. min store sorg over min søsters sygdom, men i den grad også pga. studenterfesterne og dertil hørende branderter :0)
Jeg formår faktisk at leve lidt af et dobbeltliv, hvor jeg svinger mellem den her triste skæbne og så min glæde ved at være blevet student.

Da jeg endelig har min afsluttende eksamenen er der ingen tvivl om hvem der skal sætte min hue på <3

Vores historie - Del 9

Vores historie – Del 9 // Min søster sætter min studenterhue på <3
 

Vi fester som man nu gør når man bliver studenter, hvor Kasper og mit forhold også udvikler sig mere og mere. Det er en stor støtte for mig at han bare er der, og måske har vi også forstået at vi skal tage det lidt mere stille og roligt. Vi giver mere plads til hinanden end vi gjorde før, og selvom vi er kærester er det ikke ensbetydende med at vi skal lave alt sammen eller at vi altid skal være sammen.

Rejsen til Kos med mine veninder og nu en ny drengegruppe, er den første rejse jeg nogensinde har været på. Samtidig rejser Kasper med den oprindelige drengegruppe til en anden ungdomsdestination, og det er lidt pinligt at jeg oprindeligt har fået splittet vores grupper op fordi jeg nægtede at rejse med ham ? og nu er vi så kærester igen.

Men vi har begge en virkelig fed ferie med vores venner, selvom det også er enormt hårdt fordi de her rejser jo er fest, druk og scoringer. Jeg har enormt svært ved at styre min jalousi, men omvendt så har alting bare et helt andet perspektiv nu. Og vi har altså begge en super fed ferie med vores venner.

Vores historie - Del 9

Vores historie – Del 9 // Vores fede tur til Kos – 1999
 
 

At leve med kræft tæt på

Min søster bliver opereret, og som frygtet kan de ikke fjerne knuden helt og hun er derfor også i både stråle og kemo behandling. Der er gange i hendes forløb hvor jeg følges med hende, og jeg har det faktisk bedst når jeg er helt tæt på hende.
Men jeg finder også min rolle i at være pårørende til en kræftpatient og dermed sagt at jeg helst ikke viser min frygt for at miste hende overfor hende. Jeg skal bevare modet og håbet ? for hendes skyld. Ellers kunne jeg jo ligeså godt putte hende i graven med det samme ik?? Hun skal nok klare det her og hun er den stærkeste og sejeste jeg overhovedet kender.

Langsomt taber hun sit hår, og hendes bryst bliver helt gråt af strålerne. Men hun er stadig den smukkeste jeg kender.

Vores familie får et helt specielt bånd igennem alt det her, og vi får lyst til at udnytte al tid sammen som overhovedet muligt. Derfor bliver det besluttet at vi skal ud at rejse sammen. Som kræftpatient kan man ikke bare rejse udenlands, så det hele skal koordineres for at vi kan få lov at tage af sted. Da min søster får stråler må hun ikke få direkte sol på huden hvor hun har fået strålerne, så jeg husker at min søster og jeg er på jagt efter en badedragt til hende som dækker de udsatte steder. Det er på ingen måde en sorg, men vi glæder os over at skulle af sted og jagten på badedragten bliver en hyggelig stund. I det hele taget så er det meget små ting man pludselig finder glæde i, og vi prøver at holde hinanden i selv den mindste glæde.

Sensommeren rejser vi som jeg husker det, og det er den fedeste ferie. Anderledes end den tur jeg lige har været på med mine veninder. Pludselig har jeg i en periode på blot nogle måderne rejst udenlands 2 gange og jeg elsker det. Denne gang rejser vi til Mallorca, Alcudia og det lyder måske ikke af meget, men for mig er det kæmpe stort. Vi har lejet 2 lejligheder, hvor vores forældre bor i den ene og jeg bor sammen med min søster, hendes mand og hendes søn i den anden. Det var så skønt bare at være sammen.

Kasper rejser samtidig 14 dage til USA for at besøge sin familie derovre.


Vores historie – Del 9 // Billede fra vores rejse til Mallorca – 1999
 

Da jeg kommer hjem har jeg fået elevplads på et reklamebureau i København. Selvom livet i den grad har taget en sindssyg drejning med livstruende sygdom som ligger en stor grå og trist sky overalt, så ser det hele ud til at flaske sig. Jeg har også fået overbevist mig selv om at min søster nok skal klare det her??

 

Fortsættelse følger…….

 

Læs også de tidligere afsnit:
1: Vores historie – Del 1
2: Vores historie – Del 2
3: Vores historie – Del 3
4: Vores historie – Del 4
5: Vores historie – Del 5
6: Vores historie – Del 6
7: Vores historie – Del 7
8: Vores historie – Del 8
 
 
   

5 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Get the look - Julius #4 // Petit by Sofie Schnoor + D-xel