Vores historie – Del 5 // Ny lejlighed

Vores historie – Del 5
Den søde ekspedient i malerforretningen har pludselig vores uforbeholdne opmærksomhed, da han fortæller os om hans lejlighed som han netop er flyttet ud af og som vi kan overtage.
Det er næsten for godt til at være sandt og vi forstår ikke helt at vi skal være så heldige lige pludselig. Tænk hvis vi ikke havde besluttet os for at købe maling?
Vi aftaler at vi kan komme og se lejligheden så snart han har fri, så vil han aftale med udlejer at vi kan komme. Vi tør næsten ikke at tro på det kan være rigtigt, men håber bare så inderligt at det virkelig er sandt at vi pludselig bare sådan lige får fingrene i en lejlighed – vores helt egen lejlighed.
Om eftermiddagen mødes vi med udlejer og så den søde ekspedient fra malerbutikken. Det viser sig at lejligheden står for at skulle byfornyes, og det er derfor udlejer ikke har kunne leje den ud igen. Men med udsigt til at bo sammen med vores tidligere udlejers ekskæreste og det fact at vi bor i en lejlighed der slet ikke er vores gør os fuldstændig ligeglade.
Lejligheden er perfekt til os. Der er 2 værelser, 1 fælles stue og 1 køkken. Toilet er på gangen og bad har vi i et “kosteskab” i køkkenet. Den ligger super centralt i Holbæk og selvom vi ved at vi skal rykke ud når den skal byfornyes, så takker vi ja på stedet og kan flytte ind med det samme.
19 års fødselsdag og med kæreste i USA
Brevene mellem Kasper og jeg fortsætter hver 14 dag, som det har gjort det siden maj måned året før hvor han rejste tilbage til USA for at bosætte sig. Jeg har indfundet mig med langdistance forholdet som egentlig først er blomstret op efter han er rejst og igennem vores breve. Det lyder helt vildt sindsygt, men jeg er bare så sikker på at Kasper og jeg er skabt for hinanden så jeg har absolut intet problem med at vente på at han igen kommer hjem.
I marts måned bliver jeg 19 år, og Kasper overrasker mig med at have bestilt den flotteste buket blomster jeg nogensinde har set. Jeg har aldrig fået blomster på den måde før og jeg er slet ikke til at skyde igennem. Min veninde hjælper mig med at tage billeder af mig med buketten som jeg så kan sende til Kasper så han kan se den – og mig :0)
Vores breve begynder langsomt at handle om når Kasper kommer hjem og vi leger med tanken om at leje et sommerhus i en uge, hvor vi også vil holde en velkommen-hjem fest for alle vores venner. Vi ved endnu ikke hvornår han kommer hjem, men alt tyder på at vi vil kunne nyde sommeren sammen.
Udover at drømme mig videre ind i min lille kærlighedshistorie, så går min dagligdag stadig med min skolegang på handelsskolen hvor jeg læser HHX, arbejder på McDonald’s og de vildeste fester i weekenderne. Jeg er flyvende og føler virkeliger at jeg har fundet min vej i livet. Intet kan slå mig ud……..
Fortsættelse følger…… Læs også de tidligere afsnit:1: Vores historie – Del 1
2: Vores historie – Del 2 3: Vores historie – Del 3 4: Vores historie – Del 4
Det er ret så meget cute 🙂