24. dec. - Vind Elisabeth Arden for 2.000 kr.

Vores historie – Del 1 // Kærlighed ved første cheeseburger

Det nye år vil jeg skyde igang med en ny form for føljeton her på bloggen :0) En føljeton om vores historie, hvor jeg vil lukke jer lidt ind i vores liv og ja, sjovt nok vores historie.
Indlæggene har været undervejs længe, inspireret af de kommentarer jeg fik på et billede jeg postede på Instagram i sommer. Billedet var af drengene der var jublende lykkelige over at få McD mad og jeg havde brugt hash-tagget #hvormorogfarmødtehinanden
I kan jo prøve at finde billedet hvis I er nysgerrige

So here goes :0)

Vores historie - Del 1

Billeder af festaben Pernille i år 1997, hvor jeg mødte Hr. mand for første gang :0)
 
 

Vores historie – Del 1 // Februar 1997

Vi befinder os på McDonald’s i Holbæk, hvor jeg arbejder ved siden af min HHX. Faktisk er det nærmest mit andet hjem. Jeg er 17 år og alle mine venner er enten klassekammerater fra min klasse på handelsskolen eller kollegaer fra McD. Og faktisk er flere af dem begge dele :0) Vi er nemlig ret mange i min klasse der arbejder på McD og vi går under “McD-klassen”.
Vi har en fest, vi er unge, smukke og fester torsdag – fredag – lørdag. Og selvom livets største bekymring er hvilken flaske sprut vi skal medbringe til næste fest, så er jeg midt i en af mine aller største og aller værste kærestesorger. Ja ja, jeg var jo 17 år – snart 18 :0)

Fyren, som alle piger falder for, havde været min de sidste 14 dage, men nu havde han altså slået op. Eller hvad man skal kalde det, når man nærmest ikke rigtig har været sådan rigtige kærester endnu. Jeg er bund ulykkelig, for jeg var sikker på at det da var mig der måtte være hans eneste ene.
Det var det så IKKE !!!!

Men arbejde skal jeg jo, så denne dag er som sådan bare en jeg skal igennem.
Jeg står ved kassen og ekspederer kunderne. Egentlig ret rutinemæssigt, men selvfølgelig lader jeg i bedste service-stil ikke mit humør påvirke min betjening af kunderne.

PLUDSELIG står han der. En fyr jeg ikke har set før, men som alle råber “HEJ” til og “Hvad f….. er du kommet hjem“.
Han står der i en virkelig grim jakke, men ser altså ret sød ud alligevel.
Jeg aner ikke hvem han er, men kan hurtigt fornemme at ham her bør man altså kende.

Min manager inviterer ham ind i back-room (rummet omme bagved – sjovt nok), og jeg aner stadig ikke hvem pokker han er.

Da jeg går på pause ganske kort tid efter, så sidder han inde i personalerummet og jeg er nu alene med ham i min halve times pause.
Vi snakker og det viser sig at han er tidligere medarbejder og lige kommet hjem fra USA. Han er kun hjemme fordi hans green-card er udløbet og han derfor skal opholde sig i DK i 3 mdr. før han kan få lov at komme ind i USA igen.

Vi snakker som har vi aldrig gjort andet og jeg fortæller alt om min store kæreste-sorg. Fyren der har knust mit hjerte er hans ven, og han forstår og mest af alt så lytter han. Min pause er slut, men jeg har bare lyst at blive siddende og snakke med ham.
Vi har ikke så travlt, så jeg tror faktisk at jeg fik lov til at strække den lidt.
Når man arbejder på McDonald’s så stempler man ind og ud, så det er på min egen regning – men det er lige meget.

Da jeg igen bliver kaldt ind, så har jeg en mærkelig følelse i kroppen. Egentlig har jeg mest lyst til bare at blive og snakke med ham. Jeg ved ikke hvorfor, men han er bare så rar at snakke med. Jeg er jo fuldstændig knust over ham fyren der har knust mit hjerte, så det er ikke fordi der er følelser af den art.
Men et eller andet er der altså alligevel.
Og så er han altså virkelig kikset på en måde – slet ikke min stil. Han har virkelig den grimmeste jakke på jeg nogensinde har set!

Men jeg må jo ind og arbejde, så jeg er pænt nødt til at sige farvel til den søde fyr med den grimme jakke :0)
Håber nok lidt at det ikke var sidste gang jeg så ham.

 

Da jeg kommer ud efter endt vagt og låser mit personaleskab op, ligger der en håndskreven seddel fra ham, som han har skubbet ind i mit låste skab. Og pludselig kan jeg mærke at alt andet er lige meget <3

 

NB: Jakken var en rulamsjakke med knald-rødt foer, tror han havde lånt den af sin far fordi han ikke selv havde en med hjem fra USA :0)

 

Fortsættelse følger………

 

   

2 kommentarer

  • Mona Qaddoum via Facebook

    Hvor en sød historie Pernille ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skøn historie – kan næsten ikke vente på fortsættelsen. Og håber sådan, at der er lige så fine billeder med i fortsættelsen 😉

    Den får lige et Bloglovin hjerte af mig <3

    Mvh Marie fra http://www.krøllerier.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

24. dec. - Vind Elisabeth Arden for 2.000 kr.