Guide til Hummel sko AW13

Test af Ej sikke Lej flyverdragt – Del 2

Vinteren 2012/2013 havde min egen Lucas bl.a. en flyverdragt fra Ej sikke Lej. Samtidig havde jeg fået Josephine på 2½ år til at teste pigemodellen. I kan læse 1. del af testen af flyverdragterne lige her: Test af Ej sikke Lej flyverdragt – Del 1

Her efter vinterens brug, vil Josephines mor og jeg gerne fortælle jer om vores oplevelser med flyverdragten fra Ej sikke Lej.

 

Test af Ej sikke Lej flyverdragt – Josephine

Test af Ej sikke Lej flyverdragt

Josephine testede Ej sikke Lej flyverdragt i den stribede model med 1 lynlås
 

Josephines mor beretter:

Jeg kan slet ikke få armene ned!

Denne flyverdragt er helt fantastisk, og jeg har ikke været alene omkring min begejstring, både manden, som generelt ikke interessere sig for den slags, og min datter har rost dragten.

Dragten er utrolig nem at få på, den meget lange lynlås gør at min datter på 2,5 år selv tager den af og på uden problemer. Derudover er der rib-stof rundt i halsen, som gør at den er behagelig at have på. Jeg synes ofte at jeg har oplevet at nogle flyverdragter, kan genere under hagen, sidde for stramt, eller modsat være alt for åben i halsen, men det har man undgået hos ej sikke lej med rib kraven. Jeg har aldrig set det før, men det er en super god og vigtig detalje i mine øjne.

Kvaliteten er blød og lækker, ikke stiv i stoffet som jeg har oplevet ved andre mærker. Samtidig har flyverdragten været udsat for lidt af hvert i vuggestuen og fremstår stadig som ny efter en tur i vaskemaskinen. På trods af kravlen rundt i sandkasse og på fliser er der intet slid at ane på knæene, hvilket jeg synes er ret imponerende. Det havde jeg aldrig troet da jeg modtog den, da jeg dengang syntes at stoffet virkede, lidt tyndt.

Jeg er stadig meget vild med flyverdragtens farve, jeg synes ofte at ensfarvede flyverdragter bliver for kedelige, og derfor gå jeg bevist efter de mere farverige modeller. Så denne model er helt optimal med de flotte røde og lilla striber som jeg synes klæder min datter rigtig godt.

Test af Ej sikke Lej flyverdragt

Størrelsen er lidt til den store side, ikke meget stor, men vi har en reserve-dragt liggende i størrelse 98 og den kan hun til sammenligning ikke passe længere, hvorimod at jeg ikke er i tvivl om at hun kan passe denne flyverdragt sæsonen ud. Flyverdragten er meget lang i kroppen og har også en tendens til at være lidt ?baggy?, og er på ingen måde tætsiddende. Min datter er meget slank, men jeg ser det på ingen måde som et problem, at flyverdragten poser lidt, det ser nemlig ikke ud til at påvirke hendes bevægelsesfrihed.

Ej sikke Lej Flyverdragten er udstyret med reflekser på benene samt en refleks ugle på hver arm. Udover det har den to gode størrelse lommer (de kan i hvert fald indeholde meget sand!) som kan lukkes med en lynlås. Der er gummistropper under fødderne for at undgå at flyverdragten kravler op. Hætten på flyverdragten har vi også kun noget godt at sige om. Elastisk stykket foran på hætten gør nemlig at den sidder utrolig godt på hovedet, så at barnet ikke ?drukner?, samt mister flere synsvinkler ved at skulle have den på.

Skal jeg sige en dårlig ting om flyverdragten, så synes jeg desværre at den er lidt for stram i ærmelukningen. Når vi tager flyverdragten af har elastikken efterladt et aftryk på håndleddet af Josephine. Som før nævnt er Josephine en meget slank pige, og derfor tænker jeg at hvis hun havde været tykkere så kunne min oplevelse af dragten have været helt anderledes, da jeg umiddelbart synes at det er et problem, og det ville formentlig have overskygget alt det gode ved denne flyverdragt.

Men alt i alt en rigtig god flyverdragt, som jeg helt klart vil anbefale andre at købe.

 

Test af Ej sikke Lej flyverdragt – Lucas

Test af Ej sikke Lej flyverdragt

Lucas testede Ej sikke Lej flyverdragt i den stribede model med 1 lynlås
 

Lucas’ mor (Pforpernille) beretter:

Lucas har igennem hele vinteren brugt Ej sikke Lej flyverdragten rigtig meget. Vi har egentlig haft 2 flyverdragter og 1 to-delt sæt til Lucas, men det er 100% Ej sikke Lej dragten han selv har foretrukket når han kunne få lov at bestemme (og det får han faktisk måske lidt for tit…..)

Lige fra første øjekast var både han og jeg vild med farverne, hvor jeg må pointere at striberne i dragten er lavet fantastisk godt. Ofte ser man at striberne flyder ud i hinanden, eller selve printet ikke er super skrapt – men på Ej sikke Lej flyverdragt er farver og striber bare knivskarpe. Jeg kan også godt lide stribernes bredde – de er hverken for smalle eller for brede.

Samtidig er det nogle utrolig anvendelige farver der er sat sammen og det var faktisk forbavsende nemt at finde en hue der passede til, selvom den ikke var fra Ej sikke Lej. Det er for mig et kæmpe plus at kunne mikse på kryds og tværs, så man på den måde ikke er tvungte til at have en hue eller vanter fra samme mærke.

Lucas havde dragten i str. 116 og den passede ham fint igennem hele vinteren, selvom nogle faktisk mente på mine første billeder af ham i dragten, at den var for lille. Den er godt poset bagtil, hvilket på ingen måde har hæmmet ham i sin bevægelighed, men har gjort at han kunne vokse med dragten.

Lucas har været omkring 5½ år da dragten var i brug, så han er ret selvhjulpen og behøver ikke den store hjælp. Vi har dog før oplevet flyverdragter i hans størrelse som var direkte svære at få på. Det er denne ikke og vi har ikke en eneste gang måtte hjælpe ham i dragten.

Test af Ej sikke Lej flyverdragt

Ej sikke Lej flyverdragten som den så ud inden vask

Test at Ej sikke Lej flyverdragt

Ej sikke Lej flyverdragten efter vask
 

Den eneste bekymring jeg havde fra starten, og som jeg også skrev om i første del af testen var at reflekserne i benene var syet udvendigt på og var ret kraftige og brede. Jeg var fra starten bekymret for at de hurtigt ville gå op i syningerne når barnet sled benene mod hinanden.
Min bekymring viste sig også at være berettiget. Her efter sæsonens brug er syningerne ganske rigtig gået op i selve refleksbåndet. Jeg må dog indrømme at de alligevel kunne holde til mere end jeg lige havde regnet med, og der gik faktisk lang tid før de lige så langsomt begyndte at gå op.

Det er super ærgerligt, men Ej sikke Lej har allerede lovet mig at de vil overveje denne måde at konstruere dragten på fremover og jeg håber meget at de på de dragter der kommer i år har nået at korrigere det.

For ud over det, så er dragten fuldstændig perfekt at se på. Lucas har virkelig testet den og den har bestemt ikke fået for lidt. Der er oftest blevet kurret ned på numsen, hvilket vist også kan ses på billederne herover af dragten inden vask ;0)
Og den er på ingen måde gået i syningerne bagtil.

Han har været tør og varm hele vinteren igennem, og vi har på ingen måde oplevet noget som helst negativt i den daglige brug.
Jeg vil varmt kunne anbefale Ej sikke Lej flyverdragter.

Ej sikke Lej flyverdragter og andet vinterovertøj fra mærket kan bl.a. købes på boozt.com LIGE HER

 

Indlægget indeholder affiliate links

 

1 kommentar

  • Pia Hansen

    sikken en skøn anmeldelse du har lavet på den skønne dragt, dejligt lige at få lidt nye fif til hvad der er godt at købe her til vinter 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Guide til Hummel sko AW13